for sin allopatiske fremgangsmåde gennem den homøopatiserings proces, der finder sted i organismen selv, en organisme som egentlig udfører det som allopaten undlader: Ophævelsen af sammenhængen mellem lægemidlets enkelte dele. Dette medfører at organismen egentlig bliver påført en frygtelig arbejdsbyrde og en forstyrrelse når man belaster det med de kræfter, som giver sig til udtryk når man tilfører lægemiddel i allopatisk tilstand.” (Ved at give lægemidlet i homøopatisk tilstand fritager man kroppen for dette ekstra arbejde og det virker derfor direkte ind på den ønskede måde. Samtidig består sygdomme ikke sjældent i at kroppen netop ikke kan udføre denne homøopatiserings proces, hvorfor allopater så vil være virkningsløse.)