er helt igennem inspireret og båret af en inderlig tro på, at sproget vil én det godt. Ordene lever. De er her sammen med én, ligesom verden i øvrigt: højhusene, himlen, gæssene, der skræpper i solnedgangen, drengene, der kører ræs rundt om hospitalet.

En forelskelse er en drøm om en anden verden. Digtene, skriften i Honey Moon etablerer en verden, et nærværende rum, som ikke blot har plads til, men ligefrem bygger på følsomhed, sårbarhed, ømhed. Hengivenhed, skønhed og sorg. Det er en forelsket skrift, på samme tid krystalklar og svimlende. Og som viser os, at en anden måde at være i verden på er mulig. Følsomhed som politisk kraft.

Sebastian Nathan forklarer selv om sin poetik: ”Det er ikke banalt eller naivt eller at tro på noget, der er smukt. Jeg tænker på det sårbare som et oprør. Ømhed er en ægte, vigtig og skøn politisk kraft. Teksten er et alternativ, der er ved at blive formuleret, den fyldes af det, vi savner.”