del af alt hvad der publiceres inden for de sociale og humane videnskaber, er baseret på tankesæt der går under betegnelser som postmodernisme, poststrukturalisme og socialkonstruktionisme. Vurderet ud fra hvilke værker der citeres oftest på verdensplan, gælder det for lidt over halvdelen af al `forskning´ på feltet, lige som danske forskere på feltet baserer sig mere på disse tankesæt end på noget andet. Men ved en kritisk gennemlæsning af de vigtigste værker inden for socialkonstruktionisme, videnssociologi, kønsforskning m.m. kan man konstatere, at der simpelt hen ikke er nogen evidens for de påstande, der fremsættes i disse bøger. Det har snarere karakter af varm luft eller en gang Kejserens nye Klæder. Man må undre sig over, hvorfor forskere på feltet ikke udøver intern kritik og punkterer de mest oppustede påstande. Men da det ikke sker, er der et stort udækket behov for at andre, der ser på feltet udefra, kommer med den nødvendige kritik – sådan som det sker i denne bog.   Bogen omtaler hvad der er de særlige formål med humaniora og kritiserer mangelen på kriterier for hvornår en tese er sand. Flere kapitler handler om kønsforskning. De sidste kapitler i bogen handler bl.a. om Linda Koldau-sagen og Lomborg-sagen – specielt om den forskellige holdning blandt naturvidenskabsfolk og folk på de human-sociale videnskaber til Lomborg.    Bogen har ikke nogen veldefineret målgruppe, men sigter dog især på at udvikle mere kritisk sans hos folk der studerer eller arbejder med humaniora. Naturvidenskabsfolk og andre som kommer i konflikt med humanisters verdensopfattelse, kan også have nytte af at læse den.