kolde vej behandles de som tyve og horer og tilbydes sjældent andet end en tynd kop vælling. Og spiser de for meget mad, risikerer de, at deres maver sprænger.

 

Vi møder de to bedrestillede brødre, Erik og Teo, som holder sig filosoferende til spørgsmålet om den tragedie, der udspiller sig rundt om dem, virkelig er Guds ønske. Og hvor mange prøver skal mennesket udsættes for på livets vej?

 

Det er forfatteren Aki Ollikainens debutroman, men den er skrevet i et mesterligt smukt sprog, som om han ikke havde lavet andet. I Finland har den vundet 4 litterære priser og nok ikke kun for dens sproglige kompetencer, men også fordi den skildrer en af de mest pinefulde perioder i Finlands historie, hvor 15-20 % af befolkningen døde af sult. Bogen er ikke lang, men føles substantiel i Ollikainens troværdige skildring af personernes langsomme, barske vandring fra den ene udsultede by til den anden.