»Egentlig tror jeg først det gik op for mig, hvor kønt huset, jeg voksede op i, var, da man begyndte at skamfere det udvendigt«, fortæller Klaus Rifbjerg.

Dette er Klaus Rifbjergs anekdoter om egne og andres huse, på godt og på ondt. Som han siger »Om man vokser op i hytte eller på slot er i og for sig ligegyldigt, hvad oplevelsen af miljøet angår. Der er tale om noget fortroligt, noget meget privat og personligt og samtidig naturgivent. Alt hvad man ser, er noget man har vænnet sig til og kender og som ikke deles op i ´smukt´ eller ´grimt´, men bare ´er´«.

Rifbjerg viser os rundti barndommens Amagerkanske villakvarter, og ungdomsårenes tid i København og Frederiksberg. Bogen er både et stykke Danmarkshistorie, et stykke arkitekturhistorie og et memoir, illustreret med tegninger af Per Marquard Otzen.

Bogen har forord af Christian Bundegaard.