”I må være vores nye naboer!” udbryder mrs. Lowell og vinker fra den anden side af rækværket. Jeg holder et fast greb om min datters hånd og smiler tilbage. Men i det sekund mrs. Lowell ser min mand, får hun et mærkeligt udtryk i ansigtet. I det øjeblik lover jeg mig selv noget. Vi har endelig et hjem. Min fortid er langt, langt bag os. Og jeg vil gøre alt for at sørge for, at det forbliver sådan … 

Jeg plejede at rengøre andre menneskers hjem – nu kan jeg slet ikke fatte, at dette hjem rent faktisk er mit. Det charmerende køkken, den rolige, utrafikerede vej, den store have, hvor mine børn kan lege. Min mand og jeg sparede op i flere år for at give vores børn det liv, de fortjener.

Selvom jeg er på vagt over for vores nye nabo, mrs. Lowell, da hun inviterer os på aftensmad, er det vores chance for at få nogle venner. Hendes hushjælp åbner døren iført et hvidt forklæde, hendes hår i en stram knold. Jeg ved præcis, hvordan det er at være i hendes sko. Men hendes iskolde blik giver mig gåsehud …

Lowell-familiens hushjælp er ikke det eneste, der er mærkeligt på vores gade. Jeg er sikker på, at jeg kan se en mørk skikkelse, der iagttager os. Min mand forlader huset sent om aftenen. Og da jeg møder en kvinde, som bor i nærheden, får hendes ord mit blod til at fryse til is: Hold øjnene åbne, når det kommer til jeres naboer.

Har jeg begået en frygtelig fejl ved at flytte min familie hertil?

Jeg troede, jeg havde lagt mine mørkeste hemmeligheder bag mig. Men kan denne rolige forstadsgade ende med at være det farligste sted af alle?