når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer sig lige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en række forfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier). Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk, engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika; middelklasserne poserer).

 

Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi til en kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, er franske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel, hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksale kvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”det gode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast i flaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mens middelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules og famler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsat prædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "et godt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser det modsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvad de gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der ender med at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet, som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.