store lærred og som rummer en encyklopædisk viden om alt fra litteratur og filosofi til kvantefysik og astronomi. Men vigtigst: romanen er gnistrende velskrevet, ubesværet og spændstig, og fortalt med både indsigt og humor.
Hovedpersonen og jegfortælleren er en ung engelsk børsmægler, Gestas Hutting, der begår et større underslæb og rømmer over hals og hoved til Indien. Navnet Gestas stammer fra den af røverne på korset som valgte fortabelsen frem for frelsen, og Gestas Huttings rejse fra Madras til Calcutta og videre langs Ganges til den hellige by Varanesi kan nærmest sammenlignes med en nedstigning i Dantes Helvede. På flugt fra Scotland Yard, sin fars død og et forlist ægteskab er han en blind passager i tilværelsen og hans ubehag ved kulturen tvinger ham til at reflektere over civilisationens pris. Hans møde med Indien - med stanken og lidelsen, råddenskaben og fornedrelsen - fører til at hans verdensbillede ramler sammen og til det han kalder selvafvikling, en demontering af selvet eller egoet, og i sidste ende til en form for bevidst galskab.
I skrivende stund befinder Gestas sig som patient på Magdalena Mentale Medlidenheds-hjem hvor han som en slags offerhandling sidder og nedfælder historien om de hvide dværge - de kolde stjerner der er holdt op med at lyse - og verdensrummets og tilværelsens sorte huller. Og parallelt med rejseberetningen løber to andre spor: scener fra et ægteskab og samtaler med præst og psykiater, samtaler som hver for sig bidrager til forståelsen af fortællerens historie.
Sigmund Jensen, f. 1968, debuterede i 1995 med novellesamlingen Antikvarens datter og blev allerede dengang betragtet som et talent ud over det almindelige. Hvide dværge. Sorte huller er hans forbløffende romandebut, som ifølge en anmelder tyder på at vi her står over for en forfatter som fra nu af vil høre til "det ypperste inden for samtidslitteraturen".
Uddrag af anmeldelser:
"NORSK LITTERATUR HAR FÅET SIN EGEN PETER HØEG ... Sigmund Jensen er norsk litteraturs ny wunderkind ... Hvide dværge. Sorte huller er en frodig roman af et stort fortælletalent. Det er oven i købet en roman med en masse på hjerte ... nøjagtig lige så lovende som Peter Høegs afgørende gennembrud med frøken Smilla." Klaus Rothstein, Weekendavisen
I EN AF DETTE FORÅRS BEDSTE BØGER BRAGER SIGMUND JENSEN IGENNEM - 5 *****
Det ene ord, der på alle måder betegner den norske forfatter Sigmund Jensens uhyrlige romandebut, er format. Bogen er på 476 tætskrevne sider, hvilket ikke er én for meget. Samtidig er bogen skrevet med så kolossalt episk et schwung, at man dårligt ved, hvad man skal sammenligne det med. Det er som Jules Verne eller Arthur Conan Doyle, når de er mest drengede. Det er Bruce Chatwin på speed, hash og Murder One. Det er moderne amerikansk minimalisme-realisme a la Ellis, men drevet frem i Thomas Harris' krimitempo og iklædt diskrete postmoderne Peter Høeg-lignende allusioner. Det er indisk fabuleren, det er saga, myte, vits, lal og derudaf. Og så har jeg ikke nævnt plottet, persontegningen og al filosofien. Og al religion - kors! Og civilisationskritik og politisk oprør fra en forfatter, der vil noget - også ude i samfundet - med sin litteratur. (-) Alt dette mikses og blendes og omrystes og serveres i en så fejende elegant bevægelse, at man tror, det er løgn. Det hele samler sig og bliver STORT." Kristian Ditlev Jensen, Berlingske Tidende
"FABULERENDE NEDTUR OG VIIS OPTUR - 4 ****
Gad vidst, hvor længe de nordmænd kan blive ved med at sprøjte nye, gode forfattere ud? Snart sagt hver mindev
