Erik Helgers nye digte kaldes naturdigte, ganske enkelt, med den overordnede titel Hvilende timer.

Det er ægte digtning.

»En billygte stryger/ langt ind over kornets/ tåge.«

»De stumme heste/ står og drikker/ af hinandens rygge.«

Her er digterøjne, som ser. Det er næsten japansk. Det er zen. Det er hvile, meditation. Næsten som at være i Myorenji-haven:

»Et omrids af stenene/ til at pejle efter/ dukkede atter frem/ af mørket.«

Også ører (træstammernes) er med: »lytter/ til nyfalden sne.«

I denne stilhed et enkelt chok omtrent midt i samlingen: »Den unge kvinde/ retter blikket mod himlen/ på vejen hjem/ med sit nyfødte barn/ / og bliver i støvets/ varme værn/ ramt af en bombe/ ved vejsiden.«