at fortælle sin historie forsøger hun ikke at skyde ansvaret fra sig, men at sætte den grusomme oplevelse i perspektiv. Målet er at løfte sløret for hendes psykiske brister og lade andre med lignende erfaringer forstå, at de ikke er alene med deres problemer. Håbet er at vise, at man på trods af sorg og skyldfølelse kan tro på tilgivelse og forsoning. Og føle glæde ved at være i live.

Uddrag af bogen:
Jeg sad inde ved klaveret den aften. Og brændte af mørke. Jeg fik den tanke, at jeg var fyldt af had. Ikke til nogen bestemt. Jeg strømmede af energi så livligt, men det var en mørk energi. Bagefter tænker jeg på, at det var den kraft, der drev mig til at gøre det, jeg dernæst gjorde. Jeg slog mit barn ihjel. Og forsøgte selvmord. Den største afmagt et menneske kan føle. Følelsen af at give noget værdifuldt op. Sige: Jeg kan ikke længere. Dette pres er for stort. Jeg er splittet mellem syge og raske tanker, og nu vælger jeg sindssygen. Idet jeg ikke kunne andet. Jeg gav efter for vanviddet, og det var den sandhed, jeg fandt. Det der føltes rigtigst at gøre. Efter at have læst i mine dagbøger og ringet med faren for sidste gang. Alt ledte mig til denne ekstreme handling. Som ingen bagefter forstår. Som jeg selv prøver at forstå hver eneste dag. Jeg må en dag spørge mit barn, hvor ondt det gjorde. Hvis han vil se mig i himmelen ...

Om forfatteren:
Anne Marie Eriksen (f. 1972) er opvokset i den sønderjyske by Gram. Som 19-årig fik hun en fødselspsykose, der endte med, hun dræbte sin søn og forsøgte selvmord. Hun har siden forsøgt at behandle den traumatiserende hændelse gennem maleri, musik og skrivning.