af store begivenheder og undersøger det indre liv hos de millioner af Sovjetborgere, der blev tvunget til at hviske – redder myriader af stemmer fra glemsel.” Helen Simpson, Guardian

Stalins rædselsregime i Sovjetunionen fra begyndelsen af 1930’erne til hans død i 1953 forfulgte anderledes tænkende, deporterede åbenmundede kritikere af ”jernmanden”, henrettede summarisk uden retssag og lagde et tæppe af brutal undertrykkelse over hele landet. Nogle protesterede, og blev forvist eller henrettet, andre flygtede, og blev henrettet, alle frygtede vilkårligheden i statslederens reaktioner. Intellektuelle, aktivister og politiske modstandere havde alt at frygte og alt at tabe. Deres historie er blevet fortalt ofte og har altid manet til eftertanke. Men langt de fleste undertrykte russere var helt almindelige mennesker, der på trods af diktatur, afsavn, frygt og usikkerhed skulle have en dagligdag til at fungere, skulle blive ved med at leve og overleve med den barske vilkårlighed i den verden, der var deres. HVISKERNE er historien om tilværelsen for disse almindelige mennesker i Stalins Rusland, en verden, hvor alle var bange for at sige noget, og et samfund, hvor man kun turde hviske – enten for at beskytte sine venner og sin familie – eller for at forråde dem. Det var et samfund, hvor en underordnet kunne stikke sin overordnede for at få hans stilling, en ægtefælle for at slippe af med elskerinden, en nabo af ren og skær misundelse. Det var et samfund, hvor det var helt almindeligt at leve et dobbeltliv, men hvor nogle få alligevel var i stand til at trodse staten. Orlando Figes’ HVISKERNE låner disse undertrykte en stemme for første gang.