Hvor der er fugleaf Maren Uthaug

Brandgod bog om frihedstrang

Maren Uthaug fortæller flot om kvinders vilkår i et lille samfund. [Kort uddrag]

Den tohovedede kalv

Lyskaster. Størst af alt er løgnen i den lille udørk, hvor alle bedrager alle. Maren Uthaugs nye roman er nordic noir om det største tabu. [Kort uddrag]

Fyrets grumme melodi

Ligesom et fyrtårn oplyser langsomt i en ring omkring sig selv, falder alle brikkerne i Maren Uthaugs groteske norske slægtsdrama først helt på plads når synsvinklen gives videre. Fyrmesteren Johan er den første fortæller, derefter får hans kone Marie hovedrollen, og endelig er det datteren Darling, der lægger de sidste brikker til ’et stumt mønster af begær og uønskede graviditeter, incest og vold, nedarvet afstumpethed og mismod.’ Maren Uthaug har et opfindsomt sprog, et skævt blik og humor – det behøver man hun at læse hendes daglige stribe i Politiken for at forvisse sig om – men i forhold til hendes første roman er det som om hun denne gang lægger en dæmper på sig selv. Måske fordi ’arbejdet med at få romanens logistisk krævende og symbolske fyrtårn til at snurre’ har taget fokus. [Kort referat]

Hemmeligheder og løgne

Fyrtårne ligger højt på listen over strunke litterære symboler. Tænk bare på Virginia Woolfs ’Til fyret’ og nu også på Maren Uthaugs roman nummer to, der begynder med at følge den fåmælte Johan, som kærlighedsløst gifter sig med præstedatteren Marie, der følger med ham ud på en lille ø, hvor de skal passe fyret. På et tidspunkt skifter forfatterens synsvinkel og sætter andre personer i centrum, hvilket får ’alle hemmeligheder og løgne – om vold, blodskam og indavl – til rent faktisk at vælte ud af de forseglede skabe.’ Det er en dyster affære, som ville have frydet både Ibsen og Strindberg, men Maren Uthaug giver heldigvis ikke køb på sin ’tørre, lakoniske humor’ på trods af alle fortrædelighederne. ’Som blødsøden læser kunne man håbe på en smule forsoning, men så let slipper vi ikke.’ [Kort referat]

Bølger slår mod sindet

For denne anmelder er Maren Uthaugs anden roman ikke helt oppe at ringe. Fyrpasseren Johan leverer lys til havet omkring den norske by Uthaug i Ørland kommune (som forfatterens familie selv stammer fra), men formår ikke at lyse op for sine egne. ’Familien er på afstand af livet i mere end én forstand,’ og hemmelighederne hober sig op. Så langt, så godt. Der er bestemt humoristiske glimt og indslag, men forfatterens greb med at ’se på hændelserne fra forskellige personers synsvinkler, virker visse steder tungt, og nogle af sammenhængene er bøjet i neon.’ I det hele taget ville bogen have haft godt af en ekstra gennemskrivning og lidt mindre stramme tøjler. [Kort referat]