kvinder rige, men som længe havde været i tilbagegang. Rebanks blev fascineret af kvinden på klipperne, der var stærk, eventyrlig og mærkeligt bekendt.

Da han kom hjem, kunne han ikke få hende ud af hovedet. Årene gik. En dag skrev han et brev til hende og spurgte, om han måtte komme tilbage. Tag arbejdstøj med, svarede hun, og gode støvler – og kom hurtigt; hendes helbred var dårligt. Og så rejste Rebanks til kanten af Arktis for at være vidne til hendes sidste sæson på øen.

Hvor tidevandet vender er historien om den sæson. Det er historien om et enestående, urgammelt landskab – og om kvinden, der vakte det til live igen. Fortællingen følger hendes arbejde fra det hårde slid i den barske vinter til glæden ved det endeløse sommerlys, når fuglene efterlader deres dyrebare dun til indsamling.

Langsomt forstår Rebanks, at denne kvinde og hendes verden ikke er, hvad han troede. Det, der begyndte som en rejse væk, bliver til en enestående lektie i selvindsigt og tilgivelse.