Skal – skal ikke. Frem og tilbage. Jeg ved sgu snart ikke, hvad jeg skal og ikke skal, og hvilken vej jeg skal gå for at få det godt? Inderst inde ved jeg jo godt, at det er umuligt at finde middelvejen, hvor jeg både lytter til spiseforstyrrelsen og har det godt med mig selv. Den vej findes simpelthen ikke. Men jeg bliver ved med desperat at søge efter den, fordi jeg er rædselsslagen for det ukendte. Det skræmmer mig mere end anoreksien. Hvad vil der ske, hvis jeg vender anoreksien ryggen? Der er så mange katastrofale scenarier, at jeg forskræmt flyver tilbage i anoreksiens bur, hver gang jeg mærker det mindste ubehag.