De sidste tre årtier af det nittende århundrede var hysteriens storhedstid. Kvinder – men også mænd og børn – fra folkelige lag såvel som fra Europas rigeste huse søgte i stort tal mod hospitaler og privatklinikker, forpinte af kramper, lammelser, anfald, sanseforstyrrelser og plagende erindringer....
Fælles for deres symptomer var, at der ikke kunne påvises organiske årsager. På grundlag af samtidige journaler og forelæsninger fortæller ’Hysteriens tid’ om kvinder og mænd, der i Paris og Wien i årene 1870 til 1900 fik diagnosen hysteri. På La Salpêtrière-hospitalet i Paris viste neurologen J.-M. Charcot ved ugentlige demonstrationer hysteriske kroppe i anfald, ofte under hypnose. De offentlige forelæsninger var tilløbsstykker, ikke blot for læger, men også for det dannede publikum, for det fremviste patientmateriale udstillede på billedskøn vis den hysteriske krops egenartede og kunstige stillinger. Sammen med et rigt fotografisk og grafisk materiale løsrev hysterien sig fra lægernes greb. Som var hysterien kunst, kroppens teater, kropsteater. Blandt tilhørerne til Charcots kliniske demonstrationer – med fattige og mishandlede mennesker som materiale – var i 1885 en tryllebundet Sigmund Freud. Gennem sit arbejde med hovedrige hysterikere i Wien skulle han forkaste Charcots medicinsk-neurologiske tilgang og erstatte det med et psykologisk. Psykoanalysen var på vej.
Vi er endnu ikke stødt på en boganmeldelse af 'Hysteriens tid' i de 527 aviser, blogs og andre medier, vi har fulgt siden 2010. Men vi har fundet 117.806 andre anmeldelser af bøger.
