"Æstetikken i de mest almindelige ting, som omgiver os, kan være svær at få øje på. Vore hjerner vælger altid den nemmeste vej ved i stort omfang at erstatte det, vi ’ser’, med stereotype former af det, som vi husker. Og godt for det, for ellers ville vi sikkert blive vanvittige. Men ved at vælge et perspektiv, som gør, at vi ikke umiddelbart genkender, hvad vi ser, kan hjernen tvinges til at ’genopdage’ strukturen, farverne og lysfaldet rundt omkring os. Lige præcist dette er, hvad der fangede mig den første gang, jeg så Inge Engholm Gjesings billeder.