Jeg har grundet over dig i dag
som over forårets eget væsen
som over et sært bevidsthedens træ
dækket af ord, som blade i blæsten

Fra knoppernes kuldskære læber
åbner året sig, stilk og stilk sammen
gren for gren, blandt andre æbler
vil din stilk dog slippe stammen
hvert ord er jo kun et blad i blæsten
det er som det år, der, som årene går
helt har udgrundet forårets væsen
og om lidt er efterår

Ja, selvom jeg netop, dette til trods
har måttet digte foråret selv
husk på, at det vil forlade os
som det vil efterlade hver en sjæl
uden én eneste sommernats svar på
hvad alt, hvad der vil være og nu er
ville have været, hvis det var så
at jeg kunne udgrunde hvem du er