Hvad gør man, når ens far eller mor har fået en demensdiagnose, og man er 22 år. Eller 17 år. Eller for nogle børns vedkommende helt ned til 10 - 12 år.

Hvordan skal man forholde sig til det? Hvad er det for tanker, der går gennem hovedet, når man får at vide, at ens far eller mor aldrig bliver rask igen? Hvad sker der den dag, ens far eller mor ikke længere kan genkende én? Ikke kan huske éns navn? Og hvordan forklarer man sine klassekammerater, hvad far eller mor fejler?

Det er nogle af de tanker, følelser og situationer, som de otte unge pårørende i alderen 17 - 32 år sætter ord på i bogen.

Og som det fremgår af disse otte portrætter, er det barske historier, de fortæller. Det er det selvfølgelig, fordi det er en uhelbredelig sygdom. Det er det også, fordi disse unge mennesker har haft en barsk opvækst og ungdom. Men på trods af det er de alle kommet godt igennem denne svære periode af deres liv, fordi de har været i stand til at mobilisere nogle menneskelige ressourcer. Nogle ressourcer, som normalt ikke bliver aktiveret, fordi det ikke er nødvendigt. Men det har det været for dem, og så har det vist sig, at de alle har haft ressourcerne. Et eller andet sted. En imponerende fond af menneskelige ressourcer, som har givet dem personlig styrke til at kunne håndtere de mange svære situationer, de har stået i.