træder en mand ind i cafeteriet. Han er libaneser og træt efter rejsen til Danmark, men skal fordrive en halv time, inden hans hotelværelse er klart. Da de to møder hinanden, springer den berømte gnist og oplyser den sorte decembermorgen. To år senere giftede de sig.

Fulde af optimisme tog de hul på deres fælles liv i Beirut, snart som forældre til to, men efter nogle lykkelige år blev optimismen afløst af borgerkrig. Det blev hverdag at skulle færdes i den krigshærgede by, at lytte sig til, fra hvilken retning bomberne kom, og så indrette sig i hjemmets mest sikre rum. Det blev nødvendigt at lære at begå sig over for de forskellige militsers vagtposter ved den grønne linie , når man skulle krydse fra den ene bydel til den anden, og man måtte være forberedt på at tilbagelægge en strækning i siksak for at undgå snigskytternes kugler. Samtidig skulle livet fortsætte, så vidt det overhovedet var muligt, arbejdet skulle passes, børnene i skole og maden på bordet.

Irmelin Khourys historie er en personlig øjenvidneberetning fra en lang og hadefuld krig, som i 1983 trængte helt ind i familien, da den amerikanske ambassade i Beirut blev sprængt i luften.