hverken i dette liv eller i det kommende. På én gang sårbar og uforfærdet slår hun sig ned i tomhedens epicenter og gør den døde levende med sin poesi, selvom det ikke kan lade sig gøre. Og lader sorg og savn gøre så sønderrivende ondt, som det nu gør pludselig at have mistet sin elskede. Her findes ingen hurtig trøst, og det er just trøsten.

Her er kun jorden og regndråberne og hænderne, som synker modstandsløst ned i skødet ´som før var dit´. Her er kun støvlerne i entreen, jakken, der hænger over stolen og duften, der hænger i rummet efter ham. Den elskede og vildt savnede. Og alt dette sansbart nære hylder hun om sig som en kappe af kærlighed. For alene falder hun sammen.

Det er det særlige ved Nanas digte: hendes kompromisløse troskab mod det fysiske og sansbart nære liv, som ikke kun gør den nøgne erkendelse af vilkåret så uomgængelig, men også troens rækken ud efter kødets opstandelse så troværdig. Her er ingen sjælevandring eller spirituel abstraktion. Kun Helligånden, der kaster et forklarelsens lys over den frysende krop, så liv bliver muligt i lyset af den elskedes kærlighed, ikke i / skyggen af din død / min elskede / men / i lyset / af dit liv / din død / i lyset / af din / opstandelse.

Med haiku-lignende enkelhed digter Nana om sorgen, håbet og kærligheden, så den sørgende kan græde med – og blive trøstet. Og med plads til, at Gud selv kan bygge en kærlighedens katedral op af de ruiner, den efterladte vågner i. Alene. En kærlighed, der krydser grave og rækker ud over døden.«
- Christian Højlund, Sogne- og hospitalspræst