Bonfils ser dokumentarfilm som en kunstnerisk og politisk praksis, der indgår i den offentlige samtale med et tilbud om nuancering og eftertanke. Hun retter i bogen et tilbageblik mod sig selv og de tilbagevendende, svære spørgsmål om anfægtelse og engagement i kunsten, om billedets sandhedsværdi og om de moderne medieformers indflydelse.

Bogen er et fornyet gensyn med nogle af Bonfils' centrale film, der her inspirerer hende til en dialog om filmenes forhold til nutiden bl.a. gennem researchsamtaler med filmklipper Niels Pagh Andersen, psykolog Ida Koch, forfatter og politiker Pelle Dragsted, billedkunstner Kerstin Bergendal og teoretisk biolog Claus Emmeche.