er blevet til en hudløst ærlig bog om hendes oplevelser. Det er ikke en kritik af systemet eller psykiatrien, det er en personlig beretning, som har til formål at oplyse.

Med centrum i et socialpsykiatrisk bosted blev indlæggelser og bæltefiksering en del af hverdagen. Kadi skar og brændte sig. Hun slugte hobbyknive, lagde sig foran tog og biler, sprang ud af en kørende bil og tog overdoser. Selvskaden blev hendes sprog – og når ingen lyttede, råbte hun højere og højere.