Jeg hører dine ord, de når mig som en smertelig summen, rammer mig som en bølge af støj, og jeg kan ikke få mening i dem, jeg forstår dig ikke, vi taler ikke sammen. … Vi står over for hinanden. Du står tættere på end jeg. Jeg ser din mund bevæge sig, hører dine ord, du er vred, fortvivlet, og jeg venter bare på, at du bliver færdig, så jeg kan bruge mine ord til at fortælle dig, at du tager så frygteligt fejl. Sådan ender det. På denne måde. Med lyden af dine ord, som jeg ikke forstår, i mine ører. Du er så fremmed for mig, dine ord, din mund, dine øjne. Jeg tør ikke lytte.