Janina Bauman var 14 år, da nazisterne strammede grebet om Polen og drev alle landets jøder sammen i Warszawas ghetto. De næste fire år blev en kamp for at overleve. I sin dagbog fortæller hun hvordan. Janinas store, trygge familie blev spredt og mange omkom.

Men takket være et net af hjælpere slap Janina, hendes mor og søsteren Sophie ud af ghettoen. Hver gang de blev opdaget af folk, der benyttede jødernes situation til afpresning, lykkedes det dem at finde nye skjulesteder.

Da Warszawa blev jævnet med jorden, blev de sammen med resten af byens befolkning evakueret og overlevede i en landsby ved Krakow indtil nazismens endelige sammenbrud.

Janinas historie er beretningen om en pige, der overlevede, fordi hun var modig nok til ikke at adlyde ordrer. I livsfarlige situationer demonstrerede hun en enestående evne til at bevare hovedet koldt og handle. Hendes erindringsbog giver et sjældent indblik i dagligdagen i ghettoen, hvor opfindsomhed og hjælpsomhed trivedes side om side med vanvid, forræderi og elendighed. Bogen er samtidig en hyldest til de modige polakker i storbyen, i provinsen og ude på landet, der husede dem, mens de selv kæmpede for deres eksistens.

Janina Baumans erindringer er også et livsbekræftende dokument om ungdom og livskraft, om hvordan hun selv og andre unge jøder prøver at uddanne sig og have det sjovt under de ekstreme forhold. Om at være ung og nysgerrig og ville opleve kærligheden, selvom verden er ved at gå under.