Da den polske forfatter og journalist Ryszard Kapuścińki i 1958 første gang landede i Accra, Ghanas hovedstad, havde han ingen anelse om at denne rejse skulle blive begyndelse til en lidenskab, som har fulgt ham lige siden.  

I dag er hans reportager verdenslitteratur. Men dengang havde hans polske arbejdsgiver knap nok råd til at betale et par dollars til hotelophold og mad til sin udstationerede medarbejder. Hans piste i tilfældige gadekøkkener og levede under forhold, som ingen vestlig korrespondent ville have affundet sig med.  

Kapuścińki har både oplevet nye statsdannelser, statskup og borgerkrige, iagttaget magthavere som Nkrumah, Kenyatta og Idi Amin på tæt hold, men i endnu højere grad er det den afrikanske hverdags tumulter, der har optaget ham. Han har oplevet opstande, skyderier, malaria-anfald og sandstorme. Han interesserer sig for menneskene og vinder deres fortrolighed. Han ser alt, også korruptionen, forbrydelserne, epidemierne og de morderiske krige. Han kender alle teorierne, ved alt om Afrikas historie, men først og fremmest er han en fortæller, som ikke kan løsrive sig fra det kontinent, som har fået et solidt og eksistentielt greb i ham. 

Ryszard Kapuścińki, født 1932 i Polen, har gennem det meste af sin karriere som forfatter og journalist haft en forunderlig evne til at være der, hvor de store brud i historien finder sted. Det kan man læse om i hans fremragende reportager fra Den Tredje Verdens brændpunkter og hans analyser af krigens og revolutionens dynamik. Han har skrevet om krigen i Angola, 1987, om Haile Selassie (i Kejseren, der udkom på dansk i 1984), om Afrika og Sydamerika i bogen Fodboldkrigen (dansk udgave 1991). På dansk er også udkommet (1994) hans meget personlige bog Imperiet, om Sovjetunionen og dets opløsning. Senest udkom kort efter Kapuścińkis død den selvbiografiske Rejser med Herodot (2008).