“Dyster, knugende og gribende ... en kompleks, mangefacetteret og intelligent krimi ... en fremragende skrevet krimi og et voldsomt følelsesmæssigt drama fra en forfatter, der altid søger at gå nye veje og aldrig skuffer.” 

– Bookish Jottings 

“En stjerne i den britiske krimilitteraturs firmament.” 

“Den mest modne forfatter i britisk krimilitteratur.” 

– The Telegraph       

Scarlett skar en trekant fra kanten af sin toast og skovlede nogle bønner op på den. Hun pustede på dem, så hun ikke ville brænde munden. Mike drejede i sin stol og vendte sig rundt, som om han holdt øje med et eller andet. Han vendte sig igen mod Scarlett. Han så underlig ud, hans øjne var vilde, de fløj fra side til side, og hans mund var igen vredladen. Og hun havde ikke engang gjort noget. Havde han gættet det med hendes skoleuniform? Havde Dylan fundet hendes seddel og vist ham den, mens Scarlett havde været inde for at skifte tøj? Han trak bilnøglerne op af sin lomme og sagde stille og hurtigt: ”Gå ud i bilen og vent.” ”Men jeg er først lige …” Scarlett så på sin tallerken. ”Nu,” snerrede han. ”Gå ud i bilen nu, og vent på mig. Og lad være med at gøre noget dumt.” Han greb hende om håndleddet og klemte virkeligt hårdt. Hans ansigt var blevet helt blegt, og han lød, som om han var helt stakåndet. ”Tving mig ikke til at straffe dig. Forstår du, hvad jeg siger?” ”Ja,” sagde Scarlett. Hun frøs til is.