Suaib: ”Desværre har imam Fauda ingen skrupler, når det kommer til at takle modstandere. Som om han håbede, at han fik chancen, hvis han fik dig ned med nakken.” Ghadub: ”Ah! Fauda drømmer. De vil aldrig vælge ham, om han så talte flydende dansk og farvede sit hår lyseblåt, for han er for arrogant og for totalitær. Må Allah tilgive mig min sladder.” Suaib rejser sig op og går til Ghadub: ”Det er i et godt øjemed, og så er den ikke så forbudt. Her, min herre, lad mig lige rette kraven på din kjole.” Ghadub vender sig for første gang væk fra spejlet og ser på Hanne, mens Suaib retter kraven. ”Muftisædet er en ærespost så høj, at kun sultanen er over muftien; en magt kun få forundt, og tænk, at jeg skulle være én af disse. Mig, Allahs ydmyge slave og tjener, ophøjet til Danmarks mufti for muslimerne.” Det banker på døren. Hanne går hen og åbner. En gammel dansk mand af moderat højde på de næsten firs står i døren.