i Rom i 1833-34, og det er i kvarteret her, tæt på Den Spanske Trappe, han lader den unge Antonios historie udspringe. Vi følger Antonios udvikling og eventyr fra Rom sydpå over campagnen til Napoli, Amalfibugten, Capri og senere til Norditalien, særligt Venedig. Ikke uden grund blev romanen i sin tid læst som en rejseguide krydret med dannelses- og kærlighedshistorie.
H.C. Andersen blev af samtidige meningsdannere klandret, nærmest hånet for at skrive historier, hvis hovedkarakter eller tema lignede digteren og hans liv. Som det i høj grad også er tilfældet i Improvisatoren; den talentfulde, stræbsomme men ubemidlede Antonio deler mange personlighedstræk og livsvilkår med Hans Christian. Hele handlingen er centreret om Andersens alter ego, og på romanens sidste side træder digteren endda ind som sig selv.
H.C. Andersen kæmpede i årevis for at blive anerkendt som kunstner, en kamp mod blandt andre sine velgøreres nedladenhed, som han også lader den unge Antonio, improvisator in spe, gennemleve i romanen:
”Der fødtes trods i min sjæl. Øjeblikke rejste min åndelige bevidsthed sig, og i sine lænker blev den da en hovmods djævel, der så ned på mine kloge læreres dårskaber og hviskede mig forfængeligt i øret:
Dit navn vil leve og nævnes, når alle disse er glemte, eller ved digt erindret, som din omgivning, som grus og bitre dråber, der faldt i dit livsbæger! ”
Med Improvisatoren fik H.C. Andersen endelig sit gennembrud, snart efter fulgt af de mange eventyr, der i næsten 200 år har sikret skomagerdrengen fra Odense anerkendelse og berømmelse verden over.