Navletrist og kedsommelig
’Det dunkelt sagte, er det dunkelt tænkte,’ sagde den svenske digter Esaias Tegnér. Det vil anmelderen gerne tilslutte sig, for han erkender blankt, at han forstår meget lidt af denne debutroman om ’en kvindes eksistentielle status.’ Bogen er navlebeskuende, interesseløs og søvndyssende trist og ’et eklatant eksempel på en del af den unge litteraturs ubekymrede kedsommelighed.’ [Kort referat]