mange ting, især hvad angår det så- kaldte menneske hvormed man sublimerer det indlysende faktum: Bloom. I dens dominerende form er antropologien ikke blot positiv i kraft af dens forsonende, noget enfoldige, og elskværdigt fromme opfattelse af menneskets natur, den er først og fremmest positiv fordi den positivt tilskriver ’Mennesket’ kvaliteter, bestemte egen- skaber, substantielle prædikater. Derfor er selv den angelsaksiske pessimistiske antropologi med sin hypostasering af interesser, af be- hov, af struggle for life, endt med at være et beroligende foretagen- de fordi den stadig leverer nogle anvendelige overbevisninger om menneskets væsen.
Men vi; vi som ikke stiller os tilfreds med nogen form for kom- fort, som godt nok har flossede nerver, men også til hensigt at gøre dem stadigt mere modstandsdygtige, stadigt mere uforstyrrede; vi har brug for noget helt andet. Vi har brug for en radikalt negativ antropologi, vi har brug for nogle abstrakte begreber, som er til- strækkeligt tomme, tilstrækkeligt gennemsigtige til at afholde os fra at dømme på forhånd, en fysik der garanterer ethvert væsen og enhver situation deres tilbøjelighed til det mirakuløse. Begreber der bryder isen og giver adgang til - giver plads til erfaringen. Så de kan rumme den.
Om mennesker, hvilket vil sige: om deres sameksistens, kan vi ikke sige noget som ikke omgående bedøver os. Intet kan forudsiges om denne ubønhørlige frihed, så vi er tvunget til at betegne det med en udefineret term, et blændet ord hvormed man sædvanligvis navngiver det man ikke forstår, fordi man ikke vil forstå, forstå at verden kalder os. Dette ord er borgerkrig. Det er et taktisk valg; det handler om på forhånd at genindtage det ord som vores operatio- ner uundgåeligt vil blive kendt under.
