smerte.

Jeg kan se, at han betragter mig afventende. Usikkert. Nervøst. Og jeg kan se, at han kan se, at jeg er usikker. Og nervøs. Og noget andet. Er det vrede? Eller jalousi? Jeg ved det ikke. Måske er det her, at jeg begår fejlen. Jeg siger: Hvem er han? Og der er noget i min stemme, i min kropsholdning, i hele mig, der stivnet som gammel karamel på en pande, man har sat udenfor i frostvejr .....

Jeg kan ikke gøre noget. Ikke være nogen steder. Jeg vil gerne, at alt skal være som før, at vi skal føle os elsket og accepteret begge to, jeg vil gerne gå over og lægge mig i hans skød, hive op i hans bluse, sutte på hans navle, men jeg er fanget i mit karamelpanser. I mit stive, brune sukkertårn.