autentisk jeg, er det gået op for mig, hvor meget det egentlig fylder hos os mennesker at blive anerkendt og accepteret. Og hvor langt vi indimellem er villige til at gå for at føle, at vi er en del af flokken. Måske så langt, at vi ender med at gå hen og blive syge af det.

Nogen vil mene, at vi bor i individualistens land. At vi frit og uafhængigt vælger den vej, som giver allermest mening. Men spørger du mig, så er det alt for ofte et andet billede jeg ser.