hjerne. En vilje, som måske, måske ikke var min, drev mig fremad, og jeg måtte på en måde gøre mig umage for at følge mine egne bevægelser og ord. Hvad skal vi? spurgte jeg med en spag, næsten hæs stemme. Han vendte sig mod mig, tog sine solbriller af og mødte mit blik med et uudgrundeligt udtryk, bedende, beklagende, venligt, men også urokkeligt, afklaret og kraftfuldt. Da begyndte han at tale. Hans dansk var formfuldendt, med en tydelig vestegnsdialekt og et strejf af noget fjernere, noget mere eksotisk. Han talte langsomt, klart og tydeligt, og ordene forekom velovervejede, næsten indstuderede. Som havde han øvet sig på situationen gentagne gange, forberedt sig, hvilket også skulle vise sig at være tilfældet. Det første, han sagde, var, at jeg ikke måtte være bange. Det var det første. INDTIL DET SORTNEDE FOR MINE ALLEREDE LUKKEDE ØJNE er en novelle taget fra novellesamlingen KANINMASSAKREN af Jesper Wamsler.