lokalt og globalt. Det er netop disse dybtgående ændringer og specielt deres konsekvenser for vor forståelse og praktisering af kærlighed og seksualitet, som Anthony Giddens beskriver i Intimitetens forandring.

Giddens mener, at par- og venskabsrelationer i stigende grad er uafhængige af den slags ydre omstændigheder, der tidligere bestemte karakteren og indholdet af dem. Eksempelvis er vi ikke længere i samme grad tvunget til at basere vore primære venskaber på familiære bånd, vi kan selv vælge – men med den større frihed følger også en større sårbarhed for det enkelte individ.

Giddens bruger betegnelsen “rene forhold” om denne type relationer, der bygger på seksuel og følelsesmæssig ligestilling mellem kønnene. Men hvornår, hvorfor og hvordan opstår det “rene forhold”? Og er det forudsætningen for eller resultatet af dét, Giddens kalder “plastisk seksualitet” – dyrkelsen af sex uden forplantningsformål? Og hvad betyder den plastiske seksualitet for magtbalancen mellem kønnene? Er der en sammenhæng mellem disse forhold og det faktum, at seksualitet i alle mulige offentlige sammenhænge diskuteres, beskrives, vises og dermed helt og aldeles har mistet sin karakter af noget privat, sin blufærdighed så at sige?

Det er – meget forenklet – hele dette udviklingsforløb, og den iboende dialektik, Giddens blotlægger og analyserer

i Intimitetens forandring.