Præsten er glad for at være landet i et kald, hvor der er brug for ham. Præstekonen mener nok, han kunne være mere hjemme hos hende, men selv har hun fuldt op at gøre med både sine køer, får, høns, eng og køkkenhave for at holde dem selvforsynende. De får hurtigt venner derude, og læseren følger dem i tykt og tyndt gennem dagligdagens mange små og større gøremål. Man transporterer sig rundt mellem landsbyerne i både. Om vinteren skyder man genvej over isen. Vand og is er et element, alle må forholde sig til. Ikke mindst det overtroiske postbud. Han ved om nogen, hvad is er, og hvordan man færdes på den.

Præsteparret er modsætninger, der mødes – han er den overbærende, letbevægelige og lidt naive. Hun er den hårdtarbejdende, der farer rund med alle sine gøremål, herser med deres børn og sin elskede mand.

er en raffineret skildring af ægteskabelig lykke, akkompagneret af blæsten, havet – og isen, som både bærende og bristefærdig realitet og symbol på tilværelsens skrøbelighed.

Det er en historie, som insisterer på, at tilværelsen dybest set ikke kræver mere af mennesket end viljen til at leve livet så godt som muligt og til at få det bedste ud af det forhåndenværende – at gøre sit bedste, dér hvor man er, med det man har for hånden.

Indlæst af Morten Rønnelund.