derfor rammen om Mylius-Erichsens opvækst. Hans far var herredsbetjent, og som sådan begyndte Mylius-Erichsen sin karriere, idet han fulgte i sin fars fodspor på det lokale herredskontor. På egnen stiftede han bekendskab med klitboerne, der trodser Vesterhavets kræfter og desuden taterfolket, som vakte hans sociale indignation. Han skildrede livet her i sine fortællinger og dramaer. Som 28-årig blev Mylius-Erichsen sekretær i Turistforeningen for Danmark, som for alvor vakte hans eventyrlyst. Han blev leder af den danske del af en tur til Island arrangeret af studenterorganisationer. Knud Rasmussen deltog også som udsending for Kristeligt Dagblad. Knud Rasmussen berettede på turen glødende om sit elskede Grønland. Efter hjemkomsten mødtes Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen igen, og de besluttede at forsøge at foretage en ekspedition til Grønland. Det var Mylius-Erichsen, der planlagde de to ture til Grønland: Den litterære Grønlandsekspedition gik til Grønlands vestkyst i årene 1902-04 Danmark-ekspeditionen gik til Nordøstgrønland i årene 1906-08 På sidstnævnte rejse blev han sammen med rejsefællerne Høeg Hagen og Jørgen Brønlund overrasket af foråret, som umuliggjorde slæderejsen, og de nåede derfor aldrig tilbage til ekspeditionens base og forsyningerne, men omkom i den stærke kulde. (Wikipedia) Mylius-Erichsen drog til København og blev jurastuderende. Men studiet passede ikke Mylius-Erichsens natur, og han begyndte i stedet som journalist på Dannebrog og Politiken. Han udgav i denne tid også nogle skuespil og fortællinger. I 1890'ernes København færdedes han i miljøet omkring Café Bernina. Han omgikkes datidens kulturradikale, f.eks. Georg og Edvard Brandes og samarbejder med bl.a. Herman Bang, Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.