afgørende forskelle mellem de to nationalismer og staters historiske opbygning. Et indlæg betegner den afgørende forklaring på Israels styrke, som afledt af moderniteten. Omvendt peger et andet på at den palæstinensiske modstand mod zionismen har været dårligt organiseret og præget af traditionalisme og en feudal form og funktionsmåde. Det palæstinensiske folks problemer er tit blevet reduceret til et flygtningeproblem. Især den paternalistiske diskurs, der har præget dele af Vestens og zionismens syn har ført til stigende ydmygelse og umyndiggørelse. Men de såkaldt 'statsløse' har ændret på mange forhold siden det de selv anser for den første fordrivelse i 1948. I dag er kravet om én nation, og én stat til et folk enslydende. Staten er allerede en tilstedeværende realitet. Det ses både i håndteringen af hverdagens problemer i Gaza striben og den internationale anerkendelse af staten Palæstina. De vigtigste forandringer i det internationale system efter Sovjetunionens sammenbrud er da også set med både israelske og palæstinensiske øjne faren for marginalisering, hvis der ikke snart findes en løsning. Det sidste indlæg understreger at Golf-krigen ikke vil blive husket i historieskrivningen, som den afgørende begivenhed i Mellemøsten. Det vil derimod kommunismens kollaps, der har medført et radikalt forandret alliancemønster på det strategiske og militære plan. Den nye geo-politiske virkelighed efter den kolde krigs afslutning kan være en medvirkende faktor til at Ismael og Isak vil finde sammen om fred i det forjættede land.