eller fjerde runde med de arabiske stater, og derfor var atomvåbnet tænkt som den jødiske stats livsforsikring. Frankrig og Norge blev Israels væsentligste samarbejdspartnere, der indtil 1960 uden amerikanernes viden – og senere uden deres begejstring – bidrog med salget og konstruktionen af en reaktor, et oparbejdningsanlæg til plutonium og levering af tungt vand. Motivet var først og fremmest en stærk identifikation med det jødiske folks skæbne under Anden Verdenskrig, men også en fælles politisk interesse i at bekæmpe Nassers panarabisme.
Fra at være stærkt kritisk i begyndelsen af 1960’erne og kræve halvårlige inspektioner af Israels atomkompleks i Dimona kom USA gradvis til at acceptere det israelske atomprojekt og Israel som en uerklæret atommagt. Amerikansk overvågning af udviklingen af det israelske atomvåben forsvandt endeligt, da Richard Nixon kom til magten i 1969, og Henry Kissinger forhandlede en forståelse igennem med israelerne, der ikke krævede, at Israel opgav sit atomprojekt til gengæld for amerikansk militært isenkram, hvilket i virkeligheden var en politik, som John F. Kennedy havde påbegyndt og Lyndon B. Johnson videreført.

I 12 kapitler redegør bogen for udviklingen af det israelske atomvåben fra den spæde begyndelse til i dag, hvor Israel regnes for at være verdens sjette største atommagt med måske mere end 300 atomvåben af forskellig type. Samtidig analyserer den Israels krav om et nukleart monopol ved at skue tilbage på det israelske luftvåbens angreb på Saddam Husseins atomreaktor Osirak i juni 1981 og skue frem mod et muligt israelsk angreb på Irans atomfaciliteter samt på følgerne for Mellemøsten af en sådan aktion. Endelig problematiserer bogen, hvorvidt den israelske bombe er det ultimative afskrækkelsesvåben og skitserer nogle løsningsmuligheder, hvis Mellemøsten skal undgå en altødelæggende atomkrig.