og ydmygelse, lod sig dårligt forene med zionismens ideal om den nye jøde, der var stærk og slog igen, frem for at bøje nakken i forsøget på at afbøde omverdenens forfølgelser. Hvad skulle man stille op med denne tragiske historie om folkedrabet på de europæiske jøder? Hvordan kunne den fortælles på en måde, så den blev en konstruktiv kraft i arbejdet på at opbygge en leve-dygtig israelsk stat?

Svaret kom i 1953, hvor landets arbejderzionistiske rege-ringsparti, Mapai, oprettede det statslige forskningscenter og mindested Yad Vashem for det jødiske folks historie under holocaust. Institutionen, der fik ansvaret for at varetage mindet om holocaust, skulle komme til at spille en fremtrædende rolle i skabelsen af en kollektiv israelsk erindring om holocaust, der sammensvejsede den unge israelske nationalstat.

Israels historie om holocaust viser, hvordan den israelske historieskrivning om holocaust har haft en statslegitime-rende og nationsopbyggende karakter. Den argumenterer for, at den israelske holocausthistoriografi i lige så høj grad er en del af fortællingen om den israelske stats tilblivelse, som den er historien om folkemordet på Europas jøder.