med tiden en de gennembrudsforfattere, der førte an i litteraturen. Hans første novelle, "Mogens" fra 1870, var et nybrud i den danske litteratur, selv om det først gik op for omverdenen en halv snes år senere. "Liv og Efterliv" viser, hvor Jacobsen var nyskabende og selvstændig, og ikke lod sig ikke påvirke af ”vinkene”, fra brødrene Brandes, mens han skrev "Fru Marie Grubbe" og "Niels Lyhne". Han var heller ikke, som det siden 1960’erne har været alment vedtaget, påvirket af den russiske forfatter Ivan Turgenjev. Han var i et og alt sig selv og helt sin egen. "Liv og Efterliv" giver et billede af epokens danske åndsliv, sådan som det kom til udtryk blandt Jacobsens venner fra årene i Studiestræde, H.S. Vodskov, Vilhelm Møller og Emmanuel Fraenkel og andre. Jacobsens europæiske betydning viser sig også i den inspiration, han blev for 1890’ernes danske digtere og for de tysk-østrigske kunstnere i årene op til 1. verdenskrig og senere. Endelig bringer bogen et fyldigt og helt nyt kapitel om receptionen på Balkan, der viser, hvor langt J. P. Jacobsens berømmelse rakte og stadig rækker i Europa.