ikke poesi, han har en fortid som journalist og radiomedarbejder, og han har gjort sit Provence til mange danskeres drøm.

Han skriver stadig, og denne gang er det blevet til en varm og inderlig kærlighedserklæring til den kvinde, som han ´takket være skæbnen´ mødte for næsten 60 år siden og blev sanseløst forelsket i og derefter oplevede den sande kærlighed, der ikke kan forklares, fordi den rummer en dyb hemmelighed.

De fik et langt og rigt liv sammen, og det har de stadig. Det blev til et enestående samliv og samarbejde, et ubrydeligt partnerskab og venskab, og det har Erik Pouplier denne gang følt trang til at takke for med denne bog og også fortælle om er lykkeligt ægteskab, som snart er ved at være en sjældenhed i tider, hvor et stadig stigende antal skilsmisser er et foruroligende og trist element.

Pouplier skrev engang to romaner om Annesisses ulykkelige barndom i et sært miljø, fortalt med Annesisses egne ord. Annesisse var i virkeligheden Annalise, som Erik blev gift med. I sin nye bog hedder Annalise stadig Annesisse, for som forfatteren siger: Jeg er gift med en romanfigur. Men nu er det ikke længere en roman, det er virkelighed. Det er en hyldest til ikke blot ægteskabet, sådan som det har fungeret, en hyldest til livet og en hyldest til "den skønne" alderdom.

Det måtte uundgåeligt også blive til lidt erindringer, fordi Annesisse har været så stærkt impliceret i alt, hvad Erik har lavet, hun påtog sig rollen som den typiske "baglandskvinde", et begreb, som etnologen Lone Rahbek har opfundet og påviser, at der er en verden til forskel på at være baglandskvinde og husmor.