Leif Dalgaard stiller til sig selv med denne publikation i et forsøg på at give sine børnebørn et svar på, hvad der venter dem forude. I dag har digitaliseringen erstattet det eftertænksomme øjeblik, hvor man spørger sig selv, hvad det hele kan føre til? Er vi blevet lykkeligere som mennesker, fordi vi kan opleve hinanden digitalt? Eller er vi blevet skræmte fra vid og sans på grund af usikkerheden om vores fremtid? Bliver vi fremover udklækket af en algoritme? I dag kan selv en lort betragtes som kunst, fordi vi ikke mere bruger næsen til at efterprøve os med. Livet har udviklet sig til en markedsøkonomi. Der er ikke noget at sige til, at vi er bekymrede. Med disse epistler har Leif Dalgaard erstattet vores duknakkethed med et svar på, hvorfor vi hele tiden går og kigger nedad. Det er fordi, vi ikke mere kan læse skriften på væggen? Evnen til at fremstille stort set hvad som helst kan ikke mere indhentes af evnen til at forestille sig, hvad det har af konsekvenser. Vi er blevet jaloux på bøgernes indhold og misundelig på den, der endnu kan læse en tekst? Mon man efterhånden kan efterspørge situationen med et svar på, hvordan og hvorfor det er kommet så vidt?