skriver forfatteren i 11 essays intenst og subjektivt om både konkrete og gådefulde sammenhænge i naturen. Med en af Strindbergs egne karakteristiske dobbeltformuleringer kalder han sine naturvidenskabelige undersøgelser for "rationel mysticisme".Jardin des Plantes I har et slags hovedfokus på forholdet mellem uorganisk og organisk, mellem død og liv, som Strindberg på forskellige måder leger med som bestandigt sammenflettede størrelser i naturen. Den underliggende tese er, at det organiske og uorganiske har formgivende drifter til fælles. Som fx når vand “affotograferer” planternes indre former, medens det passerer gennem planten, for senere med sin “erfaring” at imitere formerne, når det frosne vand danner organiske iskrystaller på vinduesruderne i storbyen. Jardin des Plantes II er en tekstvandring gennem dyre- og planteriget. Strindbergs observerer dyr og planters fælles morfologiske og livs egenskaber, som teksterne bruger som grundstof til  forestillinger om arternes oprindelse og udviklingsbaner. Een af hans centrale ideer er, at planter og dyr er som forbundne kar, der, ikke bare evolutionært men også i det biologisk udfoldede liv, overskrider hinandens domæner.