Bauman advarer mod, at en institution kan foretage en ’målforskydning’, så de ansatte arbejder på ikke at nå målet, da netop det sikrer fortsat ansættelse. Herved vil institutionen blive mål med det oprindelige mål blive et middel. Og da opstår let hvad filosoffen Arendt kalder ’ondskabens banalitet’. Er det det der sker, når handle-ord erstattes af doms-ord? Vi kan jo ikke ’gude’, men vi kan da 'skabe'. En dekonstruktion kunne således erstatte doms-ord med handle-ord. Måske kunne det tilnærme en essens-baseret kristenhed til en eksistens-baseret kristendom forat bruge Kierkegaards skelnen?