jeg er blevet så banal som et litermålaf Claus Ejner

Sådan karakteriserer claus ejner selv sin nye udgivelse som et slags litterært hængsel. Mellem en relativt tryghedsskabende/ urovækkende genrebetegnelse og noget andet ubestemt. Ved en første bladren kan det ligne et velkendt clash mellem ord og billeder. Men “mere” er mere end legen med dén konventionelle dikotomi.

Måske claus ejners digte (m.m.) snarere er beslægtet med Marcel Duchamps begreb “Infrathin” (på fransk Inframince), et begreb Duchamp brugte om transformationer der ikke kunne beskrives med almene termer, men kun fandt sted som flygtige øjeblikke, og som kun kan antydes med eksempler. Et af Duchamps eksempler er den restvarme, der bliver tilbage i et sæde, når en person netop har forladt en stol. Hverken en person eller en forladt stol, men en transformation mellem to tilstande.

I den ånd (netop ånd i ordets flygtige betydning) kan claus ejners digte måske kaldes for transformationer mellem forskellige slags sproghandlinger fra forfatterens nære livsverden. Mellem digte i en eller anden traditionel forstand og noget andet - i form af billeder, tegninger, fotografier, fraser fra den daglige mediestrøm, jobannoncer, overstregninger, skæve epigrammer og aforismer om tilsyneladende trivielle fænomener, der forstyrrer, potenserer, skubber til digtformen. Eller som forfatteren selv udtrykker det ”… at træde en dans med banaliteter forstået som nogle af livets væsentligste grundvilkår og erkendelser”.