Michel Henrys tekst er original og kræver sin læser, ikke fordi ordene er svære – sproget er tydeligt og levende – men fordi en række forestillinger skal vendes om fra ’udad’ til ’indad’, fra intentionalitet til affekter. Med tænkning trænger den ind i det område af vores ’bevidsthed’, som normalt ikke er tænkt, men henligger som passivitet og ubemærkede modstande og viser, hvor meget af vores liv der udgår herfra i opbygningen af vores ’sig, jeg og mig’ som selverfaring og selvefterprøvning af det at være LEVENDE.

Teksten vil læst ret uden tvivl have indflydelse på den teologiske, filosofiske og kulturelle samtale.