Jeg kan ikke sige det anderledes: Jeg hader, … at jeg elsker dig! Hader, at min kærlighed til dig er så stor, at jeg ikke kan gøre mig fri af den. Hader, at dét, der er det mest vidunderlige i mit liv, sparker til mig og bringer de værste tanker og følelser op i mig. Jeg vil hævne mig, men ved ikke hvordan, for jeg elsker dig! Det er derfor, jeg hader, at jeg elsker dig! Hader, at jeg elsker dig! Hader, at jeg elsker dig!” Det lød som et ekko. Janus blev ved og ved: ”Jeg hader, at … jeg elsker dig!” ”Undskyld!” forsøgte Judith at stoppe ham. Hendes stemme, havde en klang, der kun kunne tolkes som, at hun oprigtigt udtrykte fuld og hel anger, at fremover skulle hun nok, ja – rette ind og gå i takt! Dét fangede Janus og hviskede: ”Godt for jeg siger det nu for allersidste gang. Enten er vi TRO mod hinanden, eller også GÅR vi fra hinanden!” Judith nikkede. Hvad Janus bare ikke vidste, var at det blev ham, der næste gang var utro, og ikke bare utro, men det der var værre: nemlig – pervers!