Jeg har dig på nathindenaf Thomas Wivel

Min undersøgelse af forelskelse og inspiration er hele tiden i bevægelse. Dagligt slår linjer ned. Jeg er nødt til at reagere på dem. De skal skrives frem. Sætninger flyver i luften, og når de rammer indre luftlag, registrerer jeg dem pertentligt. Det synes jeg, at jeg skylder de droner af digte, der kredser over mig. De er lys over land. De vil fortælle mig noget. Der kan være dage, hvor der er stille. Jeg mærker ikke meldingen. Har jeg mistet evnen til at fange det ind? Men så ud af det blå, ind i det blå, viser signalerne sig. De fastsætter, hvor jeg befinder mig. De er pejlinger, når kastevinde vælter det hele. De forklarer, hvilke kræfter der raser, når kærligheden kalder. Jeg har igen Anja på radaren. Mørket får ikke det sidste ord, når jeg har dig på nathinden.