Johannes Jørgensens europæiske udsyn, kombineret med hans forankring i det danske, gør denne samling anmeldelser til en tour de force i europæisk og dansk kulturhistorie fra 1890’erne og frem til tiden efter anden verdenskrig.    

Når man læser Johannes Jørgensens anmeldelser, forstår man, hvorfor han – efter H.C. Andersen – er den mest oversatte danske forfatter.         

Thi for Symbolismen er det Subjektive væsentligt og Virkelighedsgengivelsen uden Værd. For Symbolismen er Virkeligheden kun udtryk for Stemningen, og den symbolistiske Maler omdanner derfor paa sine Billeder Naturens Former og Farver efter sin Stemnings Behov.    

Det indses heraf, hvor urimeligt man handler i at forarge sig over et symbolistisk Billedes usandsynlige Farver eller urimelige Konturer. Meningen med et saadant Maleri er jo ikke at efterligne Naturen, at afbilde et Stykke Virkelighed – men i Beskuerens Sjæl at fremkalde en Stemning svarende til den, hvoraf Kunstneren i Frembringelsens Øjeblik har været opfyldt. Da Vincent van Gogh vilde fremstille Kristi Passionshistorie gjorde han det i en Række Landskaber, gennem hvis Melankoli og Majestæt han søgte at udtrykke Guddommens Lidelser.           

Johannes Jørgensen (1866-1956) var som lyriker, prosaist, journalist og tidsskriftsudgiver en central skikkelse i firsernes og halvfemsernes danske litteratur. Efter sin konvertering til katolicismen i 1896 skrev han fortrinsvis helgenbiografier, men fra denne periode stammer også selvbiografien Mit Livs Legende (1916-28). Han boede med kortere afbrydelser i Assisi i Italien fra 1915 til 1953 og blev et stort navn i den katolske verden.