Autofiktion. Go home

Peter Adolphsens nye bog er et frontalt angreb på tidens store litterære dille: autofiktionen. Den gør tykt nar af genren. Det sker på to måder, nemlig dels ved kælent at mime den, dels – og omvendt – ved at udstille de selvbiografiske bluffnumre.

Peter Adolphsen finder nullermænd i det åndelige pulterkammer

Peter Adolphsen fornyr originalt memoirelitteraturen med gakket katalog over alt det, han ikke kan huske.

Husketarteletter

Fladolphsen. Peter Adolphsen får imponerende lidt ud af sin omvendte litterære erindringsleg, det er så græsseligt, ørkesløst koket, hvad han husker at have glemt af småt og ikke særlig stort.

En glemsel, der er konstrueret

Peter Adolphsen eksperimenterer begavet med autofiktionens urformer: erindring, glemsel, fortrængning og forgængelighed. Men konceptet i hans nye bog, ”Jeg kan ikke huske”, keder hurtigt.

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske

Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.

JEG KAN IKKE HUSKE

Peter Adolphsens humoristiske værk om ikke at kunne erindre er et mindre vellykket forsøg på at kortslutte autofiktionen.